Kajakture i Ammassalik

Text: Hans Christian Florian
Nansen Adventures

 

Introduktion til området
At padle i kajak mellem isbjerge er i sandhed en af livets store oplevelser. Igen og igen må man stoppe op og beundre isfjeldenes dramatiske og smukke former. Isfjelde er både fortryllende og mystiske. I sommerens stærke sollys fremstår de fortryllende og gnistrende i alle nuancer af blå og grøn. Indhyllet i den tidlige grå morgentåge er de hvide kolosser dramatiske og mystiske.
 
Ofte møder du sæler, der på afstand holder øje med din indtrængen i deres hemmelighedsfulde verden. Nu og da kan du møder hvaler, fra den mindre vågehval til dens større slægtninge som pukkelhval og finhval.

Fjordene i Ammassalik tilbyder mange unikke kajakture, og landet nærmest opfordre til pauser hvor du kan strække benene og foretage kortere og længere vandreture, eller blot for at klatre op på højdedrag for at nyde udsigten.
Kajaksæsonen er normalt fra juli til midten af september. Isforholdene variere fra år til år, men i juli er der nok isfrit vand til længere ture ind i fjordene.

Lokal support
En båd kan chartres til at sætte dig af og samle dig op, stort set hvor du ønsker det, så du på denne måde bliver i stand til at bruge mere tid inde i Ammassaliks store fjordsystem.  
En bådchartring til bagagetransport og support under hele turen er også en mulighed. Fangeren vil med sit store kendskab til området også kunne være behjælpelig med gode råd og vejledning i forbindelse med udvælgelse af ruter og rådgivning om is- og vejrforhold.
En bådchartring kan ligeledes være en god ide for mindre erfarne kajakroere i slutningen af sæsonen, hvor storisen er væk og ikke længere dæmper bølger og dønninger på det åbne hav.

Satellittelefon giver dig mulighed for at kommer i kontakt med omverden til hver en tid, og vi anbefaler at du benytter dig af denne mulighed. Satellittelefoner kan bruges overalt, anbefales og kan lejes på Destination East Greenland’s kontor i Tasiilaq. Kontakt venligst kontoret i god tid.


Kong Oskars Fjord
Tasiilaq betyder: “en fjord der ligner en sø”, og det er lige hvad Kong Oskars Fjord er. Turen fra havnen i Tasiilaq til modsat side af fjorden er 4 km. En rundtur i Kong Oskars Fjord, hvor du kan ”gå på opdagelse” i de mange små sidefjorde og vige er en tur på 20 -30 km afhængig af dit rutevalg. De mange små øer og halvøer er oplagte muligheder for en teltlejr. Fjorden har variationer nok til en spændende 2 dags tur.

Sermilik Fjord
På vest siden af Ammassalik Ø finder du den storslåede Sermilik Isfjord. 100 km. lang og 5 – 13 km. bred. Der er tre enorme aktive gletsjere, der sender isfjelde ud i fjorden. Langs hele fjorden kyster findes rester af fordums tiders Inuit bopladser, fangsthytter samt en for nylig forladt bygd, Ikateq. Inuit ruinerne må ikke beskadiges, og en teltlejr skal placeres i behørig afstand til ruinerne.
Langs Sermilik fjorden er masser af vige og sidefjorde, med et utal af perfekte lejrmuligheder, med udsigt til de mange isfjelde.

Ammassalik Fjord og Sermiligaaq Fjord
Ammassalik Fjord og de mange mindre fjorde der forgrener sig fra den er ligeledes et fantastisk område for kajakture. Fjordene der ligger godt beskyttet af de mange omkringliggende fjelde indeholder talløse muligheder for lange kajakture. Sommerperiodens lyse døgn giver dig mulighed for padle på alle tidspunkter. I området ligger bygderne Kuummiut og Sermiligaaq, som er et besøg værd i sig selv, men også bekvemme hvis du skal have suppleret dine forsyninger.

I Sermiligaaq fjord, hvor vandet har en mælkeagtig fremtræden pga. sedimenter, kan du komme helt tæt på to aktive gletsjere, og her er desuden også gode muligheder for at se hvaler. Ved fjorden der forbinder Kuummiut og Sermiligaaq ligger den forladte amerikanske flybase fra 2. verdenskrig, Bluie 2. Basen fungerede som mellemstation for amerikanske fly på deres vej til Europa. Amerikanerne efterlod store mængder materiel, da lufthavnen blev etableret i Kulusuk i slutningen af 50’erne, og som nu står som et ”mindesmærke” fra Østgrønlands rolle i 2. verdenskrig. Et interessant sted at tilbringe nogle timer.  

Hvis du planlægger din egen kano/kajak tur i Ammassaliks mange fjorde, tilbyder DEG både rådgivning og udlejning af kajaker og tilhørende udstyr email


 

 

Back to Front Page